Prøvningsmetode

Den krævede prøvespænding, prøvens varighed, prøvetypen samt den maksimalt tilladte afledningsstrøm er klart fastlagt i de relevante standarder.

1. Højspændingsprøvning med fokus på overstrøm og gennemslag

Det klassiske formål med højspændingsprøvning er at kontrollere isoleringens spændingsfasthed og påvise farlige fejl såsom gennemslag eller uacceptabelt høje afledningsstrømme. I denne sammenhæng bestemmes den nøjagtige isolationsmodstand ikke, men der overvåges udelukkende, om den strømmende prøvestrøm forbliver under en fastsat grænseværdi.

Ved enhver højspændingsprøvning må prøvestrømmen ikke overskride en fastsat maksimumsværdi. Overskrides denne grænseværdi, afbrydes prøvespændingen automatisk og hurtigt af sikkerhedsmæssige årsager. Denne form for vurdering er typisk for højspændingsprøvninger og tjener primært til at dokumentere den elektriske sikkerhed.

Derudover kan der angives en minimumsstrøm. Dette er især nyttigt ved testobjekter med betydelige kapacitive komponenter. Så snart der måles en minimumsstrøm, sikres det, at testobjektet faktisk står under højspænding. Ved DC-højspændingstest oplades testobjektets kapacitet kortvarigt, når testspændingen tændes. Den derved opståede ladestrømsstød kan anvendes til detektering og overvågning af denne minimumsstrøm.

2. Yderligere bestemmelse af isolationsmodstanden under højspænding

Hvis man ud over den rene overstrøms- og gennemslagsdetektering også bestemmer isolationsmodstanden, skal der tages højde for yderligere tidsafhængige effekter. Efter påføring af højspænding (DC) opstår der ofte fænomener som dielektrisk absorption, polarisationsprocesser samt effekter, som man f.eks. kender fra bestemmelsen af DAR (Dielectric Absorption Ratio) eller PI (Polarization Index).

Disse effekter medfører, at den målte strøm henholdsvis den beregnede isolationsmodstand er tidsafhængig og først stabiliserer sig efter en vis ventetid. For at bestemme isolationsmodstanden så nøjagtigt som muligt skal disse transiente effekter være helt eller stort set forsvundet. Først da repræsenterer den målte strøm i det væsentlige den faktiske ohmske lækstrøm gennem isolationen.

I denne udvidede testmetode kombinerer højspændingstesten således to aspekter: For det første den sikkerhedsrelevante vurdering med hensyn til overstrøm og gennemslag, og for det andet – ved tilstrækkelig måletid og passende evaluering – den kvalitative og kvantitative vurdering af isoleringstilstanden ud fra den målte isolationsmodstand.

Højspændingsprøvningspistoler: manuel prøvning på flere prøvningspunkter

Ved højspændingsprøvning med jævnspænding oplades den kapacitans, der findes i prøveemnet, under prøvningen. Efter at prøvespændingen er slukket, forbliver denne opladning i første omgang intakt, således at der fortsat kan være en farlig restspænding på prøveemnet. Dette udgør en akut fare for personer, der kommer i berøring med det, samt en risiko for efterfølgende arbejdsfaser.

Af denne grund er det absolut nødvendigt at aflade prøveemnet på en kontrolleret måde efter afslutningen af DC-højspændingsprøven. Moderne højspændingsprøveapparater er udstyret med indbyggede afladningsanordninger, der automatisk og sikkert aflader prøveemnet til et ufarligt spændingsniveau. Først efter fuldstændig afladning må prøveemnet berøres eller viderebehandles.

En pålidelig og overvåget afladning er derfor en væsentlig del af højspændingsprøvningen med jævnstrøm og uundværlig for sikkerheden for operatører og prøvningsmiljøet.